Jeg har spillet i et coverband da jeg gik på pædagog semi. Vi stank. Vi spillede en del Bruce Springsteen, lidt Dido, Andesangen med Roben & Knud og så en enkelt med David Bowie. Det hele blev serveret af glade amatører der lige havde fundet ud af 4/4 og at smide grundklodser uden nogen form for finesse... overhovedet. Så var der den kortlivet Ukulele trio, hvor vi også spillede covers, hvor matrialet var alt fra TV2's Bag duggede ruder til Nick Cave's Into my arms.
Men ellers har jeg aldrig rigtig synes at covers var mig, måske fordi jeg aldrig havde tålmodigheden til at lære det rigtig, og så var det nemmere at lave sine egne numrer. På den måde var der ingen der kunne sige at sangene lød forkert, meeeeeeen... det at jeg aldrig rigtig har sat mig ned og lært noget grundlæggende teknik, gør også at mit guitararbejde er ret begrænset og oftes 8.dels slag på lejrbålsakkorder eller powerakkorder.
Men nu har jeg fundet en god tablatur-side og så er jeg ellers gået i krig med den klassiske rockkunst. Ac/Dc, Black Sabbath, Motorhead, Deep Purple, Rainbow, Led Zeppelin, Queen o.s.v.
Mit håb er at der falder noget inspiration af undervejs, så nye ideer opstår.
tirsdag den 24. november 2009
fredag den 20. november 2009
Som skuespiller igen
jeg har ikke lavet teater i godt 3 år, hvilket har noget at gøre med at jeg blev far og inden da fokuserede lidt mere på min musik. Nu er tiden dog kommet igen, og i marts har vi (støbeskeen, teaterforening i Frederiksværk) premiere på en opsætning af Bertol Brechts - Det tredje riges frygt og elendighed. Et tungt stykke om anti-nazisme i årene før 2. verdenskrig i et Tyskland, hvor alle mistænkte hinanden. Der er også lidt morbid humor, men det er nu ikke den vigtige del. Den vigtige del er beskrivelserne af det almindelige menneskes måde at overleve hverdagen i 1933, hvor noget nyt ulmede truende.
Sidste gang jeg var med i et så seriøst stykke var da jeg med i "De døde fra Donau", som lige som dette stykke er delt op i en masse små scener med forskellige personer (dog spillet af de samme 6 skuespillere).
Så nu skal jeg til den første læseprøve på torsdag i næste uge og så er det ellers om at få lært sine replikker. Godt Mikkel er begyndt at gå tideligt i seng :)
Sidste gang jeg var med i et så seriøst stykke var da jeg med i "De døde fra Donau", som lige som dette stykke er delt op i en masse små scener med forskellige personer (dog spillet af de samme 6 skuespillere).
Så nu skal jeg til den første læseprøve på torsdag i næste uge og så er det ellers om at få lært sine replikker. Godt Mikkel er begyndt at gå tideligt i seng :)
torsdag den 19. november 2009
Efter en snak med gutterne
Igår tog jeg en chance og spurgte gutterne fra Kurven om vi ikke skulle endten gendanne Kurven eller (som jeg fandt som en bedre ide) at danne et helt nyt band. Grunden til min forespørgelse var at jeg savner at spille live og jeg savner at være mere i et band, og folk heroppe i hillerød vil kun spille meget seriøs københavner/kashmir-rock. Udemærket musik, men det er ikke lige det jeg spiller.
De sagde pænt nej tak. De havde egentlig nogle fine grunde.
Så min solo er stadigvæk en solo, og Troels har ret når han siger at jeg overtænker alting. Sådan er det når man er mig. Visioner, koncepter og drømme. Så jeg brugte lídt tid igår aftes, efter kone og barn var gået i seng, til at gennemgå mit matriale.
Hvad er mit mål?
Jeg vil ud med min musik og sætte gang i en amatør-musik-karriere. Sovekammermusik er fint nok, men jeg vil mere end at lave en lang række demoer som kun 3 mennesker hører. Jeg er selverkendt sceneluder, så jeg har et vist behov.
Er matrialet godt nok?
Jeg synes nogle af sangene er rigtig gode og jeg har sat mig for at lave nogle mere instrumenterede af alle min demoer. Jeg har dog en plan om kun at vælge de bedste sange til en rigtig Thomas Arnt demo, så det kan være der bliver 3, 6 eller 9.
De to numrer som jeg har sendt vidre til Troels er meget old school rockende og måske ikke helt der jeg vil hen. I starten kunne jeg godt lide det, men jeg bliver nød til at lege mere med dem, for jeg er ikke sådan rigtig tilfreds. De 4 dommedagssange er f.eks. lidt svære for mig at få hul på, og de ender hele tiden med at lyde som lejrbålspunk på den knapt så fede måde.
Jeg er kræsen, men skal det være en Thomas Arnt solo, så skal den fandme også være noget jeg kan stå 100% inde for.
De sagde pænt nej tak. De havde egentlig nogle fine grunde.
Så min solo er stadigvæk en solo, og Troels har ret når han siger at jeg overtænker alting. Sådan er det når man er mig. Visioner, koncepter og drømme. Så jeg brugte lídt tid igår aftes, efter kone og barn var gået i seng, til at gennemgå mit matriale.
Hvad er mit mål?
Jeg vil ud med min musik og sætte gang i en amatør-musik-karriere. Sovekammermusik er fint nok, men jeg vil mere end at lave en lang række demoer som kun 3 mennesker hører. Jeg er selverkendt sceneluder, så jeg har et vist behov.
Er matrialet godt nok?
Jeg synes nogle af sangene er rigtig gode og jeg har sat mig for at lave nogle mere instrumenterede af alle min demoer. Jeg har dog en plan om kun at vælge de bedste sange til en rigtig Thomas Arnt demo, så det kan være der bliver 3, 6 eller 9.
De to numrer som jeg har sendt vidre til Troels er meget old school rockende og måske ikke helt der jeg vil hen. I starten kunne jeg godt lide det, men jeg bliver nød til at lege mere med dem, for jeg er ikke sådan rigtig tilfreds. De 4 dommedagssange er f.eks. lidt svære for mig at få hul på, og de ender hele tiden med at lyde som lejrbålspunk på den knapt så fede måde.
Jeg er kræsen, men skal det være en Thomas Arnt solo, så skal den fandme også være noget jeg kan stå 100% inde for.
søndag den 15. november 2009
3 numrer lavet på 5 timer
Jeg havde 5 timer på en søndag i et sommerhus, hvor jeg havde lov at larme alt det jeg lystede. Der var dog ingen ide at lave noget til Brian og mit projekt, da den slags er bedst når vi begge er til stede, så jeg havde mulighed for bare lade hjerne køre på frihjul.
SÅ det gjorde jeg :)
Planen var at jeg skulle ha' lavet mindst 3 numrer med alt indspillet, færdigt og klart.
Det lykkedes, men resultatet er meget anerledes end jeg havde kunne forestille mig. Musikken er måske så fandens anerledes end det jeg normalt gør mig i f.eks. Coxa/Kapitalen Klash, men teksterne og leverende af disse... Shit. Magen til depressive klynketekster har jeg da aldrig før gjort mig i. Aldrig har jeg lydt så desperat og panisk. Ved slet ikke hvad jeg skal synes om det, for det er slet ikke mig, men derimod et eller andet bizart vrangbillede, som jeg ikke havde forventet at finde i mig selv. Det er ikke serveret med et glimt i øjet. Der er en del klichéer, men det er heller ikke ligefrem min hjemmebane.
Der er ikke mange der får den at høre.
Nogle gange lyder det nærmest som jeg halvvejs rapper og der bliver tilmed også skreget a la blackmetal.
Ehm ja.
Trackliste:
01 - Valg
02 - Fri mig fra alt
03 - Chanceløs
Overvejer at lave et cover til skidtet
SÅ det gjorde jeg :)
Planen var at jeg skulle ha' lavet mindst 3 numrer med alt indspillet, færdigt og klart.
Det lykkedes, men resultatet er meget anerledes end jeg havde kunne forestille mig. Musikken er måske så fandens anerledes end det jeg normalt gør mig i f.eks. Coxa/Kapitalen Klash, men teksterne og leverende af disse... Shit. Magen til depressive klynketekster har jeg da aldrig før gjort mig i. Aldrig har jeg lydt så desperat og panisk. Ved slet ikke hvad jeg skal synes om det, for det er slet ikke mig, men derimod et eller andet bizart vrangbillede, som jeg ikke havde forventet at finde i mig selv. Det er ikke serveret med et glimt i øjet. Der er en del klichéer, men det er heller ikke ligefrem min hjemmebane.
Der er ikke mange der får den at høre.
Nogle gange lyder det nærmest som jeg halvvejs rapper og der bliver tilmed også skreget a la blackmetal.
Ehm ja.
Trackliste:
01 - Valg
02 - Fri mig fra alt
03 - Chanceløs
Overvejer at lave et cover til skidtet
fredag den 13. november 2009
Sikke en dag
Det har været noget af en rutsjebanetur i dag. Først stod man op i komplet mørke og havde lidt stres på over morgenrutiner med barn, madpakker, tøj og den slags. Derefter en lidt intetsigende arbejdsdag, hvor jeg bare gik rundt og ventede på jeg kunne få fri, så jeg kunne køre hjem og pakke til en weekend i sommerhus, hvor Brian og jeg skulle lave musik og drikke øl (fremragende kombination).
Brian ringede lige inden jeg skulle kører fra arbejde og sagde at vi måtte aflyse af en rigtig god grund. Ned og hente knægten som var pissesur og ked, fordi han har øjenbetændelse, så det er egentlig fair nok at være sur. Det bidrog dog ikke positivt til mit i forvejen noget slukøret humør. Hjemme skulle der lige ringes rundt og udenfor pisseregnede det.
Konen tog afsted til en veninde og Mikkel og jeg fik noget mad og kort derefter blev han smidt i seng, men dog ikke længe, for der skulle åbenbart lige være noget galt. Så brugte jeg lige en halv time på af trøste og få ham til at falde til ro. Ind og sove kom han dog til sidst.
Inde i kontoret ville den hjemlånte halvakustiske guitar slet ikke lyde godt. Efter 3-4 forsøg droppede jeg at finde ud af det, så istedet greb jeg min elspade og med hørebøffer på flåede jeg mig lige et par beskidt riffs af den hardcore metal agtige stil, som jeg vist nok fået for vane at lave. Den endte egentlig med at lyde okay, så humøret steg lidt.
En film skulle dog ses, så med en bajer i hånden satte jeg mig klar i sofaen, men glæden var kort, for der var fejl på den nyindkøbte film. Tilbage til computeren.
Sly & The family Stone sørgede for lidt funk fra 70erne og langsomt blev alt bedre. Det blev fulgt op af en herlig lille playliste med alt det værste emoknald man kan opstøve ( The used, Aiden, Taking back sunday og meget andet lort). Jeg har lidt en ting for den slags musik. Jeg ved godt det er fy, men der er nu lidt skægt og havde jeg været 12-13 år yngre havde jeg slugt det råt uden at tænke over det.
Nu sidder jeg her og har det helt godt.
På søndag tager jeg alene op i det føromtalte sommerhus. Jeg aner ikke hvad jeg skal lave, men jeg kan ihvertfald larme alt det jeg vil.
Brian ringede lige inden jeg skulle kører fra arbejde og sagde at vi måtte aflyse af en rigtig god grund. Ned og hente knægten som var pissesur og ked, fordi han har øjenbetændelse, så det er egentlig fair nok at være sur. Det bidrog dog ikke positivt til mit i forvejen noget slukøret humør. Hjemme skulle der lige ringes rundt og udenfor pisseregnede det.
Konen tog afsted til en veninde og Mikkel og jeg fik noget mad og kort derefter blev han smidt i seng, men dog ikke længe, for der skulle åbenbart lige være noget galt. Så brugte jeg lige en halv time på af trøste og få ham til at falde til ro. Ind og sove kom han dog til sidst.
Inde i kontoret ville den hjemlånte halvakustiske guitar slet ikke lyde godt. Efter 3-4 forsøg droppede jeg at finde ud af det, så istedet greb jeg min elspade og med hørebøffer på flåede jeg mig lige et par beskidt riffs af den hardcore metal agtige stil, som jeg vist nok fået for vane at lave. Den endte egentlig med at lyde okay, så humøret steg lidt.
En film skulle dog ses, så med en bajer i hånden satte jeg mig klar i sofaen, men glæden var kort, for der var fejl på den nyindkøbte film. Tilbage til computeren.
Sly & The family Stone sørgede for lidt funk fra 70erne og langsomt blev alt bedre. Det blev fulgt op af en herlig lille playliste med alt det værste emoknald man kan opstøve ( The used, Aiden, Taking back sunday og meget andet lort). Jeg har lidt en ting for den slags musik. Jeg ved godt det er fy, men der er nu lidt skægt og havde jeg været 12-13 år yngre havde jeg slugt det råt uden at tænke over det.
Nu sidder jeg her og har det helt godt.
På søndag tager jeg alene op i det føromtalte sommerhus. Jeg aner ikke hvad jeg skal lave, men jeg kan ihvertfald larme alt det jeg vil.
lørdag den 7. november 2009
Lidt udvikling
Det her album er nok det sværeste jeg nogensinden har arbejdet med, for det gennemgår ugentlig forvandlinger og kommer hele tiden tættere og tættere på en form. Små ideer popper hele tiden op og jeg har lovet mig selv at prøve samtlige ideer af uden kritisk hensynstagen, så jeg ikke glipper noget. Så jeg har været igennem popmelodier med tung stadionrock guitar i omkvædet, elektroniske legerier, tilbage til det hele afdæmpet akustiske, full on punkrock og lige nu står jeg vist et eller andet sted i midten af det hele.
Det her bliver en sær omgang, men min bagtanke er hele tiden at arrangementet skal ende med at være stramt, som en popsang. Jeg synes selv jeg er ved at ha' styr på at skærer ind til benet af sang, så de ting der sker i sangen har en grund til at være der. Fyld skal væk... den slags har jeg andre legepladser til.
En anden tanke jeg har gået funderet lidt over er denne - Lad os nu sige at jeg rent faktisk fik et hit, så vil der nok ikke gå særlig lang tid før min tid som forsanger i Under kurven blev opdaget, da det jo ikke ligefrem er noget jeg ligger skjul på... tværtimod. Der skrev vi dog på den første demo nogle sange som var som soundtracket til Jackass (stupide, platte, gakkede, fjollede og ikke for børn), og der er det måske at min pæne, småborgerlige side prøver at tage over. Hvad ville min arbejdsplads ikke tænke?! Forældrene til ungerne jeg opdrager og de store elever på skolen?!
Heldigvis får den side aldrig helt overtaget, for nej jeg skammer mig egentlig ikke over den demo, selvom den idag er mig noget åndssvag. Det er nok bare et billede af hvad der skete inden i knoppen på en ung mand omkring 19-20 år, som lige var flyttet hjemmefra og kun tænkte på om der var kroner nok i kassen til at blive fuld i den kommende weekend. Humor var det nemmeste at kaste sig ud i, for jeg var ret sorgløs, og jeg er egentlig glad for vi skrev de sange idag. Det var sgu da fantastisk at stå foran 20-30 jævnaldrende og få dem til at synge med på tekster der var så lalleglade og under bæltestedet at en middelaldrende snerpe meldte os til Red Barnet ( og jo det skete).
Ehm... har jeg lige brugt en blog på at forsvaret mig selv overfor mig selv?
Nå, men nu vil jeg gå ind og se den nye Star treck film, som jeg lige har lånt i Blockbuster. I morgen vil jeg prøve at sætte nogle ord på en ide jeg har til en sang der handler om at kører i offentlig transport med musik i hørebøfferne - Så dyb er jeg nemlig.
Det her bliver en sær omgang, men min bagtanke er hele tiden at arrangementet skal ende med at være stramt, som en popsang. Jeg synes selv jeg er ved at ha' styr på at skærer ind til benet af sang, så de ting der sker i sangen har en grund til at være der. Fyld skal væk... den slags har jeg andre legepladser til.
En anden tanke jeg har gået funderet lidt over er denne - Lad os nu sige at jeg rent faktisk fik et hit, så vil der nok ikke gå særlig lang tid før min tid som forsanger i Under kurven blev opdaget, da det jo ikke ligefrem er noget jeg ligger skjul på... tværtimod. Der skrev vi dog på den første demo nogle sange som var som soundtracket til Jackass (stupide, platte, gakkede, fjollede og ikke for børn), og der er det måske at min pæne, småborgerlige side prøver at tage over. Hvad ville min arbejdsplads ikke tænke?! Forældrene til ungerne jeg opdrager og de store elever på skolen?!
Heldigvis får den side aldrig helt overtaget, for nej jeg skammer mig egentlig ikke over den demo, selvom den idag er mig noget åndssvag. Det er nok bare et billede af hvad der skete inden i knoppen på en ung mand omkring 19-20 år, som lige var flyttet hjemmefra og kun tænkte på om der var kroner nok i kassen til at blive fuld i den kommende weekend. Humor var det nemmeste at kaste sig ud i, for jeg var ret sorgløs, og jeg er egentlig glad for vi skrev de sange idag. Det var sgu da fantastisk at stå foran 20-30 jævnaldrende og få dem til at synge med på tekster der var så lalleglade og under bæltestedet at en middelaldrende snerpe meldte os til Red Barnet ( og jo det skete).
Ehm... har jeg lige brugt en blog på at forsvaret mig selv overfor mig selv?
Nå, men nu vil jeg gå ind og se den nye Star treck film, som jeg lige har lånt i Blockbuster. I morgen vil jeg prøve at sætte nogle ord på en ide jeg har til en sang der handler om at kører i offentlig transport med musik i hørebøfferne - Så dyb er jeg nemlig.
søndag den 1. november 2009
Demo - Stadie 2
9 sange er klar til blive indspillet, eller det er faktisk løgn, for det er de slet ikke, men jeg har 9 sange i deres mest upolerede lejrbålsguitarform. Nu kommer så det store arbejde, som jeg nogle gange har tøffet lidt let henover - At lave arrangement og finde ind til sangenes kerne og lyd.
Jeg tror altid at jeg skal lave en plade a la et eller andet, som f.eks. min reference til Bon Iver for kun 2-3 dage siden. Sandheden er at det som regel ender anerledes ud, men aldrig til det værre, for det skulle jo gerne med at lyde som en Thomas Arnt-plade og ikke en Tom Waits-plade.
Og hvad er så essensen af en Thomas Arnt-plade? Ja, jeg har aldrig prøvet at lave sådan en før, men når jeg tænker på hvad jeg elsker mest ved musik, så er det at stå på en scene og fyre sangbare rocksange af, hvor der både er plads til en lighter og kaste sig rundt.
Med ovenstående i baghovedet tog jeg derfor fat på en af de sange jeg skrev først til denne demo, nummeret "Start på ny". En slags protestsang, som i dens helt tidelige form mindede utrolig meget om de mere punkede Under kurven sange. Jeg er dog aldrig blevet rigtig tilfreds med den, for den føles bare ikke rigtig. Guitarriffet havde noget, men det var slet ikke færdigt, så det har jeg knoklet på.
Efter et par timer guitarland kom et lidt andet nummer ud af det, og slet ikke afdæmpet, som jeg først troede. Tværtimod lyder den lidt som et dyk ned i den klassisk rockarv, som jeg kun kan sige tak til min far for. Tror at jeg skal ha' min gode ven Claus aka Tuxen til at finde sin indre rockgud frem og trylle her.
Troels er endt som medproducer og med-alting på den her plade. Vi arbejder altid forbandet godt sammen og som regel uden at snakke så meget i selve processen. Vi plejer at joke lidt med et Billy Corgan/Jimmy Chamberlain parforhold, hvor man sådan set bare behøver at kigge på hinanden og så gi los derfra.
Tanken er som følger:
1. Jeg laver nye demoer til mine 9 sange, hvor jeg indspiller et par guitarspor, bas, vokal og indsætter nogle standard trommer (længe leve vst-tønder).
2. Så sender jeg dem til hr. Troels, så han kan høre hvorhen jeg vil sangene.
3. Derefter mødes vi i et øvelokale, han kommer med sine forslag til trommer og ændringer i form. Hele skidtet afprøves og leges igennem, hvorefter vi indspiller 9 nye demoer.
4. Så har vi lidt tid til at gå rundt og lytte på dem.
5. Møde nr. 2, hvor vi sætter os foran en computer og fastsætter den endelig form på skidtet. MIDI!
6. Så skal skidtet indspilles i the lagkageway. Der kommer sikkert til at opstå små ændringer undervejs, da jeg som sagt hiver lidt forskellige personer ind til at være sessionmusikere.
7. Demoen er færdig og jeg er pissestolt :)
Jeg tror altid at jeg skal lave en plade a la et eller andet, som f.eks. min reference til Bon Iver for kun 2-3 dage siden. Sandheden er at det som regel ender anerledes ud, men aldrig til det værre, for det skulle jo gerne med at lyde som en Thomas Arnt-plade og ikke en Tom Waits-plade.
Og hvad er så essensen af en Thomas Arnt-plade? Ja, jeg har aldrig prøvet at lave sådan en før, men når jeg tænker på hvad jeg elsker mest ved musik, så er det at stå på en scene og fyre sangbare rocksange af, hvor der både er plads til en lighter og kaste sig rundt.
Med ovenstående i baghovedet tog jeg derfor fat på en af de sange jeg skrev først til denne demo, nummeret "Start på ny". En slags protestsang, som i dens helt tidelige form mindede utrolig meget om de mere punkede Under kurven sange. Jeg er dog aldrig blevet rigtig tilfreds med den, for den føles bare ikke rigtig. Guitarriffet havde noget, men det var slet ikke færdigt, så det har jeg knoklet på.
Efter et par timer guitarland kom et lidt andet nummer ud af det, og slet ikke afdæmpet, som jeg først troede. Tværtimod lyder den lidt som et dyk ned i den klassisk rockarv, som jeg kun kan sige tak til min far for. Tror at jeg skal ha' min gode ven Claus aka Tuxen til at finde sin indre rockgud frem og trylle her.
Troels er endt som medproducer og med-alting på den her plade. Vi arbejder altid forbandet godt sammen og som regel uden at snakke så meget i selve processen. Vi plejer at joke lidt med et Billy Corgan/Jimmy Chamberlain parforhold, hvor man sådan set bare behøver at kigge på hinanden og så gi los derfra.
Tanken er som følger:
1. Jeg laver nye demoer til mine 9 sange, hvor jeg indspiller et par guitarspor, bas, vokal og indsætter nogle standard trommer (længe leve vst-tønder).
2. Så sender jeg dem til hr. Troels, så han kan høre hvorhen jeg vil sangene.
3. Derefter mødes vi i et øvelokale, han kommer med sine forslag til trommer og ændringer i form. Hele skidtet afprøves og leges igennem, hvorefter vi indspiller 9 nye demoer.
4. Så har vi lidt tid til at gå rundt og lytte på dem.
5. Møde nr. 2, hvor vi sætter os foran en computer og fastsætter den endelig form på skidtet. MIDI!
6. Så skal skidtet indspilles i the lagkageway. Der kommer sikkert til at opstå små ændringer undervejs, da jeg som sagt hiver lidt forskellige personer ind til at være sessionmusikere.
7. Demoen er færdig og jeg er pissestolt :)
Abonner på:
Indlæg (Atom)
